Valpolicella

Valpolicella er en af Norditaliens mest historisk forankrede vinregioner, beliggende i Veneto-provinsen umiddelbart vest for Verona. Selve navnet menes at stamme fra det latinsk-græske udtryk 'Val Polis Cellae', der kan oversættes som 'dalen med de mange kældre' – en henvisning til den urgamle tradition for vinfremstilling i de underjordiske sten- og jordkældre, som karakteriserede landbefolkningens liv i området. Allerede i antikken omtaler romerske forfattere vine fra Veronese-området med beundring, og i middelalderen var vinmarker i Valpolicellas bakkestrøg ejet af klostervæsenet og lokale adelsfamilier, som eksporterede vinen til markeder i hele Norditalien og Nordeuropa. Den moderne definition af Valpolicella som DOC-zone blev formaliseret i 1968, men regionens vinkultur gennemgik en afgørende transformation langt tidligere. I 1950'erne og 1960'erne eksploderede efterspørgslen, og mange producenter satsede på volumen frem for kvalitet, hvilket gav Valpolicella et noget blakket ry i årtier. Vinene blev tyndere, syrlige og manglede karakter. Men fra 1980'erne og særligt i 1990'erne anførte en ny generation af vinhuse – herunder navne som Dal Forno Romano, Allegrini og Tedeschi – en stille revolution, der genskabte respekten om den klassiske Valpolicella Classico fra de historiske bakkeområder nord for Verona. I dag skelner man tydeligt mellem Valpolicella Classico fra det originale kerneland og den udvidede DOC-zone. Der findes desuden stilvarianterne Superiore (med kortere lagring), Ripasso (genoplivet på Amarone-bærme) og den majestætiske Amarone della Valpolicella, der er lavet på tørrede druer. Den klassiske, lette Valpolicella er dog fortsat rygraden – en hverdagsvin med dyb kulturel forankring i venetiansk madkultur.

Valpolicella i sin klassiske, lette udgave er en vin, der appellerer til dem, der sætter pris på elegance frem for tyngde. Farven er en levende, gennemsigtig kirsebærrød med violette toner i unge årgange. I glasset præsenterer vinen sig med en frisk, nærmest saftig næse domineret af friske røde kirsebær, moreller, granatæble og et strejf af krydderurter – viol, timian og en let bitter mandelnote, der er kendetegnende for Corvina-druen. I munden er strukturen let til medium med lav tanninstruktur og en levende, næsten mundrensende syre, der gør vinen til en fremragende følgesvend ved bordet. Eftersmagen rummer ofte et karakteristisk bittert strejf – sammenlignelig med den smag man kender fra amarenakirsebær – der løfter vinen fra det blot frugtige til noget mere komplekst og interessant. Stilistisk findes Valpolicella i flere udgaver. Den enkle Valpolicella (og Classico) er vinmarksfrisk og ukompliceret – perfekt ung og kølig serveret. Valpolicella Superiore har kortere trælagring og lidt mere krop. Den store variation er dog Valpolicella Ripasso, der gennemgår en sekundær gæring på Amarone-bærme: her opstår mere fylde, chokoladetoner, geranium og røget frugt. Ripasso er broen mellem den lette stil og den storstilede Amarone, og appellerer til dem, der ønsker mere kompleksitet uden Amarones koncentration og høje pris.

Valpolicellas friske syre og lette krop gør den til en af Norditaliens mest alsidig madvenlige vine. Den er skabt til det venetianske køkken, og matchet er nærmest ubrudeligt. Den klassiske kombination er pizza eller rustik pasta – særligt retter med tomatsauce, friske urter og mild ost. Syren i vinen skærer igennem det fede fra osten og spiller op mod tomatsaucens frugtige syre på en måde, der forstærker begge elementer. Prøv den til en simpel pasta al pomodoro eller pizza margherita for at opleve harmonien på sit reneste. Salumi og antipasti er en anden oplagt match. Den bitterkirsebæragtige frugtkerne i Valpolicella komplimenterer de saltede, umami-rige toner fra bresaola, prosciutto og finocchiona på fremragende vis. Her er det vigtigt at servere vinen en anelse kølig – omkring 14-15 grader – så frugten fremstår frisk og ikke tung. Kalvekød, enten som scaloppine al limone eller en enkel arrosto, er regionens foretrukne kødret til vinen. Det lyse, delikate kød kræver ikke en tung vin, og Valpolicellas lette tanninstruktur overtrumfer ikke kødets finesse. Grillede grøntsager – særligt zucchini, aubergine og peberfrugter – fremhæver vinens urteagtige, let pebrede dimensioner. Til de lidt kraftigere Ripasso-versioner fungerer en simpel ragù, lammekoteletter eller en ung pecorino overraskende godt, idet vinens øgede tyngde kræver et mere substantielt modspil.