Aglianico

Aglianico betragtes af mange ampelografer og vinhistorikere som én af de ældste dyrkede druesorter i Europa, og dens rødder strækker sig sandsynligvis tilbage til den græske kolonisering af Syditalien i det 8. og 7. århundrede f.Kr. De græske bosættere, der etablerede kolonier langs Campanias og Basilicatas kyster, bragte vinstokke med sig fra Ægæishavet, og den lokale befolkning adopterede og videreudviklede kultivaren over generationer. Navnet 'Aglianico' menes af mange lingvister at stamme fra en latiniseret form af 'Hellenico' – altså 'den græske' – en etymologi der på poetisk vis forbinder druen med dens formodede oprindelse i den hellenistiske verden. I antikken nød vine fra regionen, særligt fra Campania, berømmelse helt ind i Rom, og den falernske vin – som af mange historikere tilskrives en forgænger til Aglianico – roses af forfattere som Plinius den Ældre og Horats som noget af det ypperste, imperiet kunne byde på. Romerske senatorer og kejsere drak disse mørke, kraftfulde vine ved festmåltider og som en markering af rigdom og raffinement. I den middelalderlige og tidlige moderne periode overlevede Aglianico primært i landbefolkningens hænder i Syditaliens kuperede terræn, langt fra de store handelsveje. Den isolerede dyrkning i vulkanske jordlag ved Vesuvs skråninger og ved den slukkede vulkan Monte Vulture i Basilicata bidrog til at bevare druesortens genetiske renhed og dens unikke egenskaber. Det var ikke mindst takket være huset Mastroberardino i Avellino, at Taurasi-appellation i det 20. århundrede blev genoplivet og anerkendt internationalt. I 1993 opnåede Taurasi DOCG-status – som den første i Syditalien – en anerkendelse der befæstede Aglianicos plads i vinverdenens absolutte elite og cementerede regionens stolthed over en drueart, der i alt for lang tid var blevet overset til fordel for sorter fra Toscana og Piemonte.

Aglianico producerer vine med en dyb, næsten uigennemtrængelig rubinfarve, der med alderen udvikler garnet- og teglstenstoner langs kanten. Sorten er berømt for en kombination af egenskaber, der sjældent optræder simultant i denne intensitet: monumentale tanniner, en høj og levende syre og en frugtstoffylde, der trænger igennem selv de mest robuste tanninstrukturer. Det er en vin, der kræver og belønner tålmodighed. I Taurasi – Campanias flagskibsappellation – bærer Aglianico præg af de vulkanske, lerrige jorder og det høje terræn, som sikrer en lang og kølig modenhedsperiode. Vinsmagere mødes her af blomme og mørke kirsebær i fronten, hurtigt suppleret af tjære, laeder og tobak i en kompleks mellemsmagsstruktur, mens finish leverer chokolade, peber og mineralske, solagtige noter som en lang og vedvarende afslutning. I Aglianico del Vulture i Basilicata, hvor vinstokkene vokser i de gamle lavalags mineralrige jord på Monte Vultures flanker, tegner vinene sig lidt mere blomsteragtige og frugtagtige i ungdommen, med solbær og en let æterisk duft, selvom tannin- og syrerygraden er fuldt sammenlignelig med Taurasi. Producenter som Elena Fucci og Paternoster har demonstreret, at Vulture-terroir kan give vine med en elektrisk, knivskarp præcision. Fælles for alle seriøse Aglianico-vine er behovet for lagring: selv relativt tilgængelige eksempler vinder enormt ved fem til ti års flaskemodning, mens de bedste eksemplarer fra top-årgange er designet til at holde og udvikle sig i tyve til tredive år.

Aglianicos kombination af høje tanniner, skærende syre og kraftfuld frugtintensitet gør den til en vin, der reelt kræver mad for at udfolde sig optimalt – og maden skal matche vinens muskelatur. Lam er den klassiske syditalieske partner, særligt tilberedt i ovnen med rosmarin, hvidløg og sort peber. Fedtet i lammet blødgør Aglianicos tanniner, mens syrens friskhed skærer igennem og renser ganen til næste bid. Det er en synergi, der er opstået over generationer i Campanias og Basilicatas bondekøkkener og føles nær arketype. Vildt – rådyr, vildsvin eller hare braeseret i rødvin med urter – fungerer fremragende, da de kraftfulde, vildtprægede kødnoter spejler vinens egne jordiske, læderage og tæreagtige elementer. Matchet skaber en slags smagsresonans snarere end kontrast. Oksekød i lange tilberedninger, som en klassisk ragu napoletana der har simret i timevis, er en anden oplagt partner. Den gelatinøse tekstur og de koncentrerede umami-noter fra det braeserede kød harmonerer med vinens tanninstriktur og lange finish. Modne oste – særligt Pecorino Romano, Caciocavallo Podolico eller en lagret Parmigiano Reggiano – supplerer vinen ved at deres salthed og fedt skaber en cremet modvægt til tanninerne. Endelig er svampe, hvad enten det er tørrede porcini i en pasta eller friske svampe stegt i olivenolie og timian, et genialt valg: svampenes jordiske, umami-rige karakter trækker de samme dybe, jordnære toner frem i Aglianico, som ellers kan gemme sig bag frugten i ungt stadium.